Med afsæt i det forunderlige univers af planeters baner og himmellegemer i samspil har den slovenske industridesigner
Nika Zupanc ladet sig inspirere af vores galakse og taget sit seneste lampedesign op til nye kosmiske højder. Med sin smukke forening af ringe og sfærer skaber Elara Pendel en harmonisk helhed og fuldender det astrale tema med sin svævende struktur, der optager rummet i indretningen med samme ubesværede ynde som måner og planeter i det ydre rum. Siden sin dimission fra designskolen i Ljubljana i 2000 har Zupanc designet smukke og velskabte kreationer for en lang række virksomheder, herunder den italienske lysproducent Lodes, der har mere end 70 års erfaring med belysning bag sig. Du kan finde flere designs af Nika Zupancs hånd
lige her.
Elara er både en elskerinde til Zeus i græsk mytologi og samtidig Jupiters ottende største måne inden for astronomi. Navnet passer således glimrende til det astrale tema, der præger hver eneste detalje af Elara Pendels design. Dette kommer til udtryk gennem de tynde og fuldkommen regelmæssige metalringe, der danner et smukt overlap på lampens midte. Det nederste punkt af den lodrette ring er forsynet med et sfærisk element – som en planet i sin bane. Sfæren holder lampens lyskilde i form af et indbygget LED-modul med en effektiv energiomsætning, der sikrer et klart og direkte lys. Sfæren har en lysudgang i hver ende, så lyset kan strømme ud i et tvedelt skær med en varm glød, der med lethed kan oplyse hele rummet. Når lampens uplight rammer den vandrette ring, skabes der et smukt skyggemønster, der forstørres op på rummets vægge og tilføjer et unikt aspekt til denne lampes lyskvalitet. Den vandrette ring kan justeres i forskellige positioner, så man kan eksperimentere med forskellige udtryk og ændre lampens overordnede fremtoning. Dermed justerer man også skyggemønsteret, når lampen er tændt, så både lampe og lysbillede får et personliggjort udtryk.
Elara Pendel fås i flere udgaver, størrelser og farvevarianter. Du finder hele den smukke pendelserie
her